Det her med at have nogen at tale med, må aldrig undervurderes. Og alligevel viser undersøgelser igen og igen, at en stor andel af både kvinder og mænd i Danmark oplever at mangle folk at tale med til trods for at de selv samme mennesker ikke oplever at føle sig ensomme, og desuden bekræfter både at have en familie, nære venner og gode kollegaer.
Konklusionen er her, at vi ikke taler med hinanden om de svære ting – de vigtige ting.
Når alting presser sig på
Der kan være mange årsager til, at vi vælger at holde vores problemer for os selv. Vi lever i en præstationskultur, hvor vi konstant bliver mindet om alt det, vi ikke er, og hvor mange oplever at have følelsen af ikke at være nok. Når vi går med det selvbillede, så kan det være særligt vanskeligt at åbne op om, at vi har det svært i livet – og lad os nu være ærlige, vi har det alle svært indimellem.
Terapi er ikke kun for dem, der har svære diagnoser eller som har lidt voldsomme traumer. Terapi er for alle og skal betragtes som en læring om og i sig selv.
Samtaleterapi er en god investering i din generelle livskvalitet
Når vi ikke taler om vores problemer, så hober de sig op, de forvrænger vores virkelighed og de kan i værste fald påvirke vores selvforståelse og selvværd negativt. Derfor er det vigtigt, at vi har et rum, hvor der er plads til at få luft fra alle de ting, der presser sig på.
En psykoterapeut kan være en fantastisk sparringspartner i et liv, hvor alting indimellem bliver for meget, og vi ikke bliver givet rum til at læsse af. Nogle gange har vi brug for hjælp til at få styr på vores tanker og vores håndtering af dagligdagens frustrationer, og her er samtaleterapi både givende og helende.
Ingen svar